Om klubben

Det er her vi mødes og sammen skaber vi en hyggelig atmosfære

Vedtægter for Fredericia Motorbådsklub

 

§ 1

Navn, stander og hjemsted

Klubbens navn er FREDERICIA MOTORBÅDSKLUB. 

Klubbens stander er hvid med et knagrat i rødbrune og gule farver samt FM i øverste hjørne.

Dens hjemsted er Fredericia Kommune.

 

§ 2

Formål

FREDERICIA MOTORBÅDSKLUB har til formål at fremme søsporten ved blandt andet at arbejde for:

  • At samle alle, der har interesse for søsport.
  • At fremme søsporten og varetage og fremme opgaver, som kan gavne medlemmerne.
  • At yde medlemmerne de bedst mulige havneforhold til båden.

 

§ 3

Medlemskab og organisation

Bestyrelsen træffer beslutning om medlemskab af interesseorganisationer.

 

§ 4

Optagelse af medlemmer

Som medlem kan optages enhver person, der har interesse for søsport.

Ingen af klubbens tillidsmænd må modtage godtgørelse af klubbens midler, medmindre en generalforsamlings beslutning herfor foreligger.

En person, der søger optagelse som medlem af klubben, skal anmode herom skriftligt, hvorefter bestyrelsen afgør spørgsmålet om optagelse.

Eventuelt afslag på ansøgningen om medlemskab skal ikke begrundes, men afslaget skal skriftligt meddeles ansøgeren.

Bestyrelsens afslag kan dog indankes for første ordinære generalforsamling, når spørgsmålet er indbragt på dagsordenen af mindst 5 medlemmer.

Imødekommes ansøgningen, skal ansøgeren indbetale et årskontingent.

Optagelse efter 1.august opkræves forholdsmæssigt for de resterende antal hele måneder.

 

§ 5

Kontingent og gebyrer

Medlemskontingent opkræves helårligt forud den 1. januar med rettidig indbetaling den 14. februar.

Det årlige medlemskontingent fastsættes af bestyrelsen.

KONTINGENTGRUPPER

A. Familiekontingent som dækker aktivt medlemskab, herunder ægtefælle/samlever og børn, der bor på samme adresse.

B. Familiekontingent som dækker aktivt medlemskab for personer, som opfylder betingelserne for at modtage folkepension samt ægtefælle/samlever, der bor på samme adresse.

C. Ungdomskontingent som dækker aktivt medlemskab for personer under 18 år.

D. Støttemedlemskontingent som giver ret til at komme til klubarrangementer og få tildelt klubbladet. Støttemedlemmer kan ikke opnå anciennitet for tildeling af en bådplads.

Det tildelte medlemsnummer er personligt og kan kun overtages af ægtefælle/reg. samlever ved dødsfald eller skilsmisse. En sådan overtagelse skal meddeles bestyrelsen til godkendelse.

 

§ 6

Rettigheder og pligter

Klubmedlemmer må vise klubbens mærke og bære klubbens emblem, og bådejere skal føre klubbens stander på sin båd.

Et medlem af Fredericia Motorbådsklub, som er tildelt bådeplads i Fredericia Lystbådehavn, er automatisk medlem af ”Foreningen Fredericia Lystbådehavn”.

Et medlem af Fredericia Motorbådsklub er underlagt de vedtægter, bestemmelser og pligter, herunder ordensreglement og vagtordningen, der gælder for Fredericia Lystbådehavn.

 

§ 7

Udmeldelse - Eksklusion

Udmeldelse af klubben skal ske skriftligt til formanden eller kassereren inden den 31. december.

Til gyldig udmeldelse kræves, at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til klubben frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. Medlemmet har krav på en skriftlig bekræftelse. Medlemmet har ikke krav på refusion af kontingent ved udmeldelse i løbet af året.

Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance eller andre restancer, kan optages på ny som medlem af klubben, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben.

I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil, herunder såfremt medlemmet gennem sin optræden har skadet klubbens anseelse eller overtrådt vedtægter for klubben eller FFL. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen.

Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar og kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling.

I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 6 døgn før generalforsamlingen afholdes, ligesom vedkommende har adgang til denne med ret til at forsvare sig.

Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen.

Et medlem der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages ved en ny generalforsamlingsbeslutning.

Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.

Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som ved ændring af klubbens vedtægter., jfr. § 17.

 

§ 8

Æresmedlemmer

Generalforsamlingen kan efter bestyrelsens forslag, udnævne ethvert medlem af klubben, som i særlig grad har virket til gavn for klubben, til æresmedlem.

Beslutningen herom kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af klubbens vedtægter, jfr. § 17.

Spørgsmål om valg af æresmedlemmer kan ikke gøres til genstand for diskussion på generalforsamlingen.

Fredericia Motorbådsklubs æresmedlemmer betaler ikke årskontingent.

 

§ 9

Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender og er beslutningsdygtig, når den er lovlig indvarslet.

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i første halvdel af marts og indvarsles med mindst 8 døgns varsel ved offentliggørelse på klubbens hjemmeside eller annoncering eller ved e-mail.

Samtidig med indvarslingen af generalforsamlingen bekendtgøres det reviderede regnskab ved opslag i klubhuset.

Et medlem, der ønsker et forslag behandlet på generalforsamlingen, skal aflevere det til bestyrelsen senest 1. februar. Rettidig indkomne forslag optages og behandles under punkt 5, og angives i den annoncerede dagsorden samt ved opslag i klubhuset.

Ethvert medlem af klubben har adgang til generalforsamlingen, men alene  de i § 5. A og B nævnte medlemmer samt æresmedlemmer har ret til at ytre sig og deltage i afstemninger.

Hvert medlem har en stemme. Ved kontingentrestance mistes stemmeretten, der i øvrigt kun kan udøves ved personligt fremmøde.

 

§ 10

Dagsorden 

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formanden aflægger beretning for det forløbne år.
  3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab til godkendelse.
  4. Kassereren orienterer om budgettet for det kommende år.
  5. Behandling af eventuelt indkomne forslag.
  6. Valg af formand (ulige årstal)
  7. Valg af kasserer ( lige årstal)
  8. Valg af den øvrige bestyrelse – 3 medlemmer samt 1 suppleant.
  9. Valg af 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant hvert år.
  10. Eventuelt.

 

§ 11

Generalforsamlingens ledelse mv

Generalforsamlingen åbnes af formanden – eller ved dennes forfald af næstformanden – der leder valget af en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.

Dirigenten leder forhandlingerne om dagsordenens øvrige punkter i henhold til bestemmelserne i disse vedtægter og i øvrigt i henhold til iagttagelse at almindelig forretningspraksis.

Afstemninger foretages almindeligvis ved håndsoprækning. Såfremt dirigenten, eller 3 stemmeberettigede medlemmer ønsker det, skal afstemningen foregå skriftligt.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, uanset hvor mange medlemmer der er til stede. Alle beslutninger træffes ved simpel stemmeflertal.

Til beslutning af vedtægtsændringer og eksklusioner kræves dog, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for disse.

Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages i det omfang dirigenten bestemmer.

Protokollen og referatet underskrives af dirigent samt referent, og referatet bekendtgøres for medlemmerne.

 

§ 12

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer stiller skriftligt krav herom til bestyrelsen med angivelse af, hvad der ønskes behandlet.

En af medlemmerne begæret ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter begæringens fremsættelse.

Ekstraordinær generalforsamling bekendtgøres på samme måde og med samme varsel som ordinære generalforsamlinger.

 

§ 13

Bestyrelse - Valg

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.

Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær og yderligere 1 medlem, der vælges blandt klubbens stemmeberettigede medlemmer.

Valgene er gældende for 2 år og foretages således, at der afgår skiftevis 3 og 2 medlemmer hvert år.

Generalforsamlingen vælger yderligere 1 medlem som suppleant til bestyrelsen.

Formanden og kassereren vælges ved særlig afstemning, og må ikke være på valg samtidig.

Genvalg kan finde sted.

 

§ 14

Konstituering - Tegningsret

Bestyrelsen konstituerer sig snarest på et bestyrelsesmøde  – dog senest inden 4 uger efter generalforsamlingen, med næstformand og sekretær.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen holder møde, så ofte formanden eller 3 bestyrelsesmedlemmer finder det fornødent.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, heriblandt formanden eller næstformanden, er til stede.

Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflertal, dog således at formandens stemme afgør udslaget i tilfælde af stemmelighed. jfr. dog § 7, stk. 4.

I formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted.

Bestyrelsen udpeger blandt medlemmerne repræsentanter til at gennemføre planlagte udvalgsarbejder og særlige projekter.

Der udarbejdes et beslutningsreferat ved bestyrelsens møder.

Fredericia Motorbådsklub tegnes af formanden.

Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formanden som kassereren.

I alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre, tegnes klubben af formanden, næstformanden og kassereren i forening.

Bestyrelsen fastsætter kassererens fuldmagt med hensyn til dispositionsforhold på klubbens pengekonti.

Der påhviler ikke klubbens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

 

§ 15

Regnskab

Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

Bestyrelsen skal inden den 15. februar afgive resultatopgørelse for det foregående år og balance pr. 31. december til revisorerne.

Resultatopgørelse og balance forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.

Resultatopgørelse og balance bekendtgøres for klubbens medlemmer ved opslag i klubhuset senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

 

§ 16

Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

Genvalg kan finde sted.

Revisorerne skal hvert år i februar gennemgå det samlede regnskab og påse at, beholdningerne er til stede. Resultatregnskabet og balance forsynes med påtegning.

Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

 

§ 17

Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægter kan finde sted på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

 

§ 18

Klubbens opløsning

Forslag om klubbens opløsning kan kun komme til behandling på en til dette formål særlig indkaldt generalforsamling, hvor mindst 3/4 af klubbens medlemmer er til stede.

Opløsning af klubben kan kun finde sted, når 3/4 af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.

Såfremt der ikke er tilstrækkeligt antal medlemmer til stede på generalforsamlingen, indvarsles en ny generalforsamling, på hvilken klubbens opløsning kan vedtages med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om anvendelsen af klubbens eventuelle midler, idet disse ikke kan tilfalde medlemmerne, men skal anvendes til formål, der er beslægtet med klubbens formål.

Disse vedtægter er vedtaget på de ordinære generalforsamlinger den 21 marts 1957 og 16 oktober 1957. Ændringer er vedtaget på forårsgeneralforsamlinger  1968 og 1974, efterårsgeneralforsamlingen 1978 og forårsgeneralforsamlingerne 1982, 1987,1988, 1999, 2000 og 2012 samt på ekstraordinær generalforsamling oktober 2015.

 

Bestyrelsen


Seneste nyheder

Vejrudsigten for Fredericia

Check vejrudsigten inden du sejler...

Kun en ægte sømand frygter ikke HAVEN :)

Se den aktuelle vejrudsigt for Fredericia

Se vejrudsigten

Vind en flaske vin

Vind en flaske vin

Har du en god skipper- eller løgnehistorie, så send den på mail til hjemmesidens redaktion:

Send mail: Klik her

De bedste historier kommer her på hjemmesiden og/eller i klubbladet. Vi vælger så den bedste historie og giver en god flaske til vinderen.