Nyheder

Hold dig orienteret om hvad, der foregår i klubben

ADP A/S har sat gang i den store pæleslåning i Fredericia Lystbådehavn efter gamle pæle viser sig at knække

Den første pæl ud af 316 blev onsdag forstærket med en ekstra pæl med en lidt større diameter, så den kunne glide ned over den gamle. De nye pæle skal sikre, at der er styr på fortøjringen af havnens både.

Udskiftningen af de mange pæle er blevet nødvendig, efter det har vist sig, at de relativt nyslåede pæle i den renoverede havn ikke kunne holde.

- Da vi oplevede et par pæle knække ved vandoverfladen, blev vi nervøse og slog alarm til ADP, har formand for sejlklubben Peter Thomsen tidligere forklaret til Fredericia Dagblad.

Nye pæle over de gamle

Alle 316 pæle skal have forstærkning i Fredericia Lystbådehavn.Der presses nye rør ud over de gamle.
Uden på det nye rør monteres et plasticrør, som presses cirka en meter ned i havbunden.
Det hele afsluttes og lukkes med en rustfri top.
Konstruktion skal fjerne risikoen for, at der i fremtiden sker tæringer af pælene.

Pælene i den gamle lystbådehavn var af træ, mens man valgte at sætte nye pæle af stål, da havnen blev renoveret totalt for fire år siden. 

Så hurtigt som muligt

ADP ejer og driver Fredericia Lystbådehavn og satte straks dykkere i havnebassinnet for at finde forklaringen på de knækkede pæle.

Det viste sig, at det var svovlindholdet i havbunden, der angreb pælene, så de knækkede.

Derfor har ADP set sig nødsaget til at sikre de mange pæle, og vejen har været at slå nye pæle ned over de gamle. Det arbejde gik brobygger Lars Ørum fra Skærbæk i gang med onsdag.

- Det går rimeligt nemt. Pælene glider fint ned, når de lige er kommet igennem det første lag i havbunden, siger han.

Beskeden fra ADP har været, at han skal være færdig så hurtigt som muligt, og det passer ham fint.

- Jeg skal videre til Østerstrand, hvor jeg skal arbejde for Aarsleff med at slå de nye broer, og det arbejde skal også meget snart i gang, siger han.

Pæle sikres yderligere

Lars Ørum ved af erfaring, at den første forårssol betyder travlhed for ham og hans selvbyggede, sejlende rambuk.

- Jeg ved, at der er arbejde, hver gang jeg tager telefonen i øjeblikket, men jeg har allerede en række opgaver, så der er grænser for, hvad jeg kan tage ind, siger han og sætter kurs mod stenmolen, hvor flere pæle ligger klar til afhentning.

De nye pæle ligner de gamle, men de bliver nu yderligere sikret med en plastic-kappe, der skal være længere end den, der var hejst ned omkring de gamle pæle.

Weekender i brug

Store stakke med pæle ligger klar i den ene ende af lystbådehavnen til at blive kørt til den anden ende, hvor sejlerne bro efter bro har fået besked på at enten flytte deres både eller lægge dem ind til broen, så de ikke er i vejen for pælearbejdet.

En egentlig deadline har "Bro-Lars" ikke fået. Han knokler på og er indstillet på, at der nok også skal bruges weekender på at blive klar med de sidste pæle. Arbejdet bliver efter aftale med søsportsklubbernes medlemmer opdelt i to etaper.

Der er ikke lagt op til, at den uforudsete pælesikring kommer til at koste klubberne noget. Pælene blev slået  for fire år siden. Der var tale om stålpæle, der har været brugt til olieboring, og der var ingen advarsel om, at der kunne være problemer ved at benytte dem.

 

Kilde: Fredericia Dagblad


Vejrudsigten for Fredericia

Check vejrudsigten inden du sejler...

Kun en ægte sømand frygter ikke HAVEN :)

Se den aktuelle vejrudsigt for Fredericia

Se vejrudsigten

Vind en flaske vin

Vind en flaske vin

Har du en god skipper- eller løgnehistorie, så send den på mail til hjemmesidens redaktion:

Send mail: Klik her

De bedste historier kommer her på hjemmesiden og/eller i klubbladet. Vi vælger så den bedste historie og giver en god flaske til vinderen.